Mason

Masons historie.

En sen aften i det Herrens efterår 1991, sad vi 3 unge, smukke, og yderst talentful…..nej, lad os sige seriøse, badmintonspillere til en fest og blev enige om at starte et band. Vi havde jo, i hvertfald efter eget udsagn, alle potentiale til at blive gudsbenåede musikere.

På det tidspunkt havde Karsten Nielsen ca. 20 timers privat trommeundervisning i bagagen. Ove Larsen kunne prale med ca. 10 års guitarspil i bedste ”B.B. King” stil fremført hjemme i stuen, og Morten Weinreich var med sin musikskole-undervisning, der startede i folkeskolen, nok anset som ”bandets” mest rutinerede medlem.

Efter nøje planlægning blev der hurtigt sat en øveaften i stand på Oves matrikel i Asaa. Her indtog vi hans lille syrum på 1. sal -  et rum på ca. 6-7 m2, men her var fin plads til et haste-indkøbt trommesæt, 2 stk. guitarforstærkere, et par mikrofoner og sidst men ikke mindst 1 kasse øl. 

Det er ikke de store musikalske minder der er fra dengang i ´91. Vi mødtes stort set hver lørdag (om fredagen var der ofte ”forprang”) hos Ove, spillede noget der, med rigtig god vilje, mindede om musik, drak en kasse øl, tog en smut på Havkroen - den lokale ”bæverding” i Asaa, derefter med taxi til Dronninglund på byens hotte diskotek. Omkring kl. 05.30 tog vi tilbage til Asaa, lige en smut til bageren efter morgenbrød, hjem til Ove og dele de sidste øl Ove havde tilbage i garagen, så spillede vi igen. Og miraklet skete hver gang på denne tid af dagen – uanset hvad vi forsøgte at spille, lød det bare helt fantastisk. Om det var tidspunktet på dagen, vores manglende evne til at vurdere musikalske nuancer pga. den efterhånden store alkoholindtagelse, eller om vi simpelthen var blevet bedre musikere i løbet af natten fandt vi vist aldrig helt ud af. Lyd- og billedoptagelser vi (desværre!) er i besiddelse af fra dengang vidner dog ikke om det sidste. 

Instument-bytteri på dette tidspunkt af natten/morgenen var absolut ikke et ukendt fænomen. Det var også under sådan en seance at Ove Larsen insisterede på at spille trommer. Det gik jo meget godt indtil Ove pludselig lå og rodede rundt på gulvet mellem trommerne. Efter nogle famlende bevægelser, forskellige udråb og adskillige eder dukkede Oves hoved dog op mellem "baljerne" med  ordene: ” Hov, jeg faldt sku´ da vist i søvn” !. Det var kl. 08.00 en søndag morgen, så det var vel ikke noget at sige til at manden var blevet en smule træt. 

Efter ca. 3 måneder kom Carsten Thomsen til bandet. Hans musikalske baggrund bestod af ca. 5 års erfaring i ”trompetblæseri. Et blæserarrangement var nok ikke lige det vi stod og manglede, så Carsten blev derfor hurtigt udnævnt til bandets bassist. Udstyret med en basguitar med kun 2 strenge, hvoraf kun halvdelen blev brugt, spillede Carsten den ene fine bastone efter den anden. Med sin ihærdighed avancerede han dog hurtigt, og blev efterhånden accepteret som ”fast” medlem af bandet - om dette skyldtes hans basspil eller det faktum, at han til hver øveaften medbragte en kasse øl, er jo egentlig uden praktisk betydning.  Den overvejende grund til han kom med i bandet var dog nok at han var i besiddelse af et nodestativ – sådan et stod vi netop og manglede. Efter Carstens indtræden i bandet er han aldrig blevet kaldt andet end ”Bassisten”.  

Da vi nu var blevet 4 personer og havde fået samlet en del musikgrej af mere eller mindre tvivlsom kvalitet, var vi efterhånden ved at få pladsmangel. Over et par kasser øl overtalte vi derfor Ove til at rydde sit soveværelse, hvor der var noget mere plads end i den ”sy-stue” vi havde spillet i snart 5 måneder. Da Ove på daværende tidspunkt alligevel var ungkarl, hvad vi andre for øvrigt også var blevet, havde han jo ikke noget at bruge et stort soveværelse til med dobbeltseng og det hele. Ove indvilligede uden de store protester, og i foråret 1992 indviede vi det nye ”øve-lokale”. Bandet hed nu – ja hvad var mere naturligt end: ”Bedroom Borrowed” !. 

I slutningen af oktober 1992 vendte Henrik Hansen hjem efter et lille eventyr i Australien. Han havde ”from down under” hørt om vores lille musikalske foretagende, og allerede proklameret sit medlemskab af bandet som forsanger, inden han vendte tilbage til Danmark. 

Omkring april 1993, skete det så. Vi fik vores første arrangement - gu´ve´ hvorfor, og hvordan…men vi skulle spille i ”Smedien” i Flauenskjold til en 30 års fødselsdag. Så nu blev det lige pludselig alvor. Der blev skruet ned for alkoholen og op for koncentrationen på vores øveaftener – vi skulle jo være godt ”rustet” til den store debut.

Dagen oprandt, og forløb over al forventning. Det blev et brag af en fest. Vi fik herefter virkelig blod på tanden til at lave nogle mere seriøse øveaftener – ja der kunne ligefrem være aftener, hvor vi ikke fik drukket alle øllene. 

Fortsættelse følger ……….